Starten på passionen

Jeg har været bidt af en gal hund hele livet, men at det blev collien der stjal mit hjerte var lidt af en tilfældighed. Mine bedsteforældre lejede en sommer, da jeg lige var fyldt 12 år, en del af en gammel gård i Gammerød udenfor Roskilde. Det viste sig at være en collie kennel. Kennel Magleskovgaard. Da mine bedsteforældre rejste hjem efter 14 dage blev jeg. Ejeren af kennelen, Solvejg Larsen syntes det var skønt at have fået en ung passioneret hjælper der med begejstring stod og børstede hunde mange timer hver dag. Hun og jeg fik et meget fint venskab og jeg skylder hende stor tak for at være den der gødede min interesse og lod mig udstille hendes hunde og komme og bo hos hende i hver eneste skoleferie.

Nye muligheder

Den helt store ting i mit collieliv skete allerede sommeren efter, altså i 1967 da jeg ad kringlede veje blev spurgt om jeg ville over til England og arbejde i nogle uger i min sommerferie hos en af verdens, vel nok mest kendte colliepersonligheder, Margaret Osborne. Om jeg ville? Jeg var ellevild af begejstring. Dette blev sommeren der for altid ændrede mit liv. Da skoleferien var slut ville jeg ikke rejse hjem og det blev arrangeret mellem mine forældre, mine skole og Margaret Osborne at hun påtog sig undervisningspligten af mig, således at jeg kunne blive hos hende i 6 måneder. På det tidspunkt var jeg kun 13 år, men nok noget mere moden af min alder end mine kammerater. Det halve år lærte mig utroligt meget og gav mig helt klart en kickstart til mit fremtidige liv med hunde. 

Da jeg kom hjem fra England blev jeg valgt ind i Dansk Collie og Shetland Sheepdogs Klub’s bestyrelse som det yngste medlem nogensinde. Her var jeg sekretær i en menneskealder samtidig med at jeg uddannede mig til eksteriørdommer.

 

SE MERE

Plads til hundedrømmen

I 1976 købte min mand Jens Halby og jeg vores nuværende ejendom udenfor Holbæk. Heldigvis deler min mand min kæmpe kærlighed til hunde, så vi var enige om at vi skulle have et hus, hvor der var mulighed for hundehold. Ikke en kennel i bogstavelig forstand, for vi besluttede fra start at vi aldrig ville have vores hunde boende i en kennelbygning i boxe. Vi ville aldrig have flere hunde end de kunne bo inde hos os i huset – uden at huset af den grund kom til at ligne et hundehus. Med andre ord ville vi holde antallet af hunde på et meget begrænset niveau og aldrig nogensinde mere end 6 ad gangen. Igennem 40 år har vi kun i 2 meget korte perioder haft 6 hunde, ellers har vi formået at holde hundeholdet nede på mellem 3 og 5. Efterhånden har vi fået købt lidt mere jord til huset så vi i dag har en ganske smuk have på 3.500 kvm. hvor hundene elsker at være sammen med os. Ingen løbegårde, men én stor spændende have med snoede stier og plads til hundeleg.

I mit daglige erhverv er jeg ejendomsmægler med mange bolde i luften. Heldigvis er Jens pensioneret så det er ham der går hjemme og nusser om hundene mens jeg er ude og tjene til livets ophold. Morgenturen på Holbæk fælled er imidlertid min daglige fornøjelse og den tur går hundene og jeg hver eneste morgen uanset vejr og vind og uanset om jeg om vinteren må gå med pandelampe for at kunne se, hvor jeg går.

Pelsplejen er det også mig der står for ligesom det er mig der udstiller hundene.

Hvalpe har vi som regel kun hvert 3. - 4. år og kun når vi selv skal beholde en hvalp fra kuldet.

Jeg har siddet i Dansk Kennel Klub’ s sundhedsudvalg igennem 8 år og pt. er jeg en del af DKK’s standardudvalg.